Exhibition text by Nanna Stjernholm Jepsen:

Figura Carpool 

Daphne farer gennem skoven på flugt fra guden Apollon, der, ramt af Amors pil, er drevet af vildt begær. De styrter afsted mellem træerne, hun i frygt og han i forhåbning. Forfølgeren er hurtigst og som sit sidste håb om redning påberåber Daphne sig guderne for, at blive befriet for sin krop. Med ét bliver hendes arme og ben tunge, huden dækkes af bark, håret bliver til blade og armene til grene. Hun forvandles på stedet til et laurbærtræ. 

I den oldgræske myte om Daphne og Apollon er forvandlingen fra menneske- til planteliv Daphnes eneste, desperate udvej for at bevare retten til sin egen krop. Og i Christine Overvad Hansens udstilling Figura Carpool er det også forvandlingen til andre materialiteter der bærer fortællingerne i de ni værker.

Skulpturerne udgør et kor af mytologiske stemmer, der fortæller hver sin historie om forvandling, overskridelse og transformation, men som også søger et fællesskab i forvandlingen. Fra den græske mytologi blander Daphne, Byblis og Charon sig med jødisk folketro i skikkelse af lervæsnet Golem og fortæller om forvandlingen som flugten fra en krop – og også om flugten fra forvandlingen. Men udstillingen rummer også fortællinger, om de overskridelser og transitioner, der sker når vi træder ind og ud af sociale relationer i mødet med andre mennesker. I vores spejlinger af hinandens kroppe og handlinger og det ambivalente potentiale der findes her. 

I Figura Carpool har en ny figuration indfundet sig i Christine Overvad Hansens skulpturelle formsprog. En fod, omridset af øjne, formen af noget, der kunne være et ansigt og af noget, der tegner konturen af en krop. Men Figura Carpool tegn på menneskelig tilstedeværelse er på én gang påtrængende og bortvisket. I værkernes forskellige stadier af forvandling virker det næsten som om, at de er ved at ryste den sidste menneskelighed af sig. Men de efterlader sig samtidig muligheden for at genkende os selv og hinanden i værkkroppene af bronze og stentøj. Som da Apollon slår armene om Daphnes knopskydende krop og mærker, at der stadigvæk banker et hjerte inde bag barken.

Værkernes forvandlinger fra bløde modellerede former til bronze eller brændt stentøj er materialenære fortællinger om en tilblivelsesproces, om forvandlingen fra én form til en ny. Sådan veksler, forskyder, forskubber og oversætter værkerne hele tiden relationen mellem det skabende og det skabte: mellem kroppe og materialitet, myter og hverdagsbegivenheder. Værkerne inviterer os til at forbinde os til verden på ny. Og de er fortællinger om, at vi måske allerede er i forvandling.